Hos Flexi Metal er de klar til endnu en robot | Uniwelco

Hos Flexi Metal i Vildbjerg har man allerede erfaring med en svejserobot i produktionen. Den gamle robot var dog noget ...


Hos Flexi Metal i Vildbjerg har man allerede erfaring med en svejserobot i produktionen. Den gamle robot var dog noget større end den kollaborative robot, der netop er ankommet i dag. På samme plads hvor den gamle robot stod, skal der nu stå en RBCobot. I dagens anledning er jeg derfor taget med på besøg; der skal nemlig installeres en robot, og smedene skal lære at bruge den.

Jes Peter, som er maskinmester og en del af robotudviklingen i Svejsehuset, er i gang med at sætte robotten op, da jeg ankommer. Han har allerede fanget de to smede Lasse og Karstens nysgerrighed, selvom de må vente lidt endnu med selv at prøve robotten af. Robotten skal nemlig kontrolleres efter sin flytning og transport, og det skal blandt andet sikres, at bordet, som robotten står på, er i vater. Svejsebordet fungerer nemlig som et koordinatsystem for robotten, og for at få bedst mulige resultater, skal det stå helt lige.

"RBCobot-regler"

Da alt er, som det skal være, er robotten nu klar til, at smedene skal lære at bruge den. Jes Peter skifter nu modus, og de hænder, der så effektivt sørgede for robottens velbefindende, holder han nu ned langs siderne af kroppen; Han er færdig med at røre ved robotten. Han forklarer, at det er en taktik, han altid bruger, når han skal lære andre at bruge robotten:

"Jeg plejer, når jeg afleverer robotten, og smedene skal lære at bruge den, så gør jeg alt for ikke at røre den. Det var svært for mig i starten, for jeg ved jo godt, hvad man skal trykke på. Men jeg sætter dem bare i gang med det samme. Så lærer de meget mere".

Og det ser ud til at virke: nærmest automatisk stiller Lasse sig ved kontrolskærmen, mens Karsten positionerer robotarmen. De er klar til at lære deres nye kollega at kende.

Jes Peter guider fra baggrunden, og skriver indimellem en læresætning eller et godt råd på tavlen, som han har hængt op bag robotten. Med titlen "RBCobot-regler" får tavlen lov at blive hængende, indtil næste besøg, hvor han igen kommer for at se til smedene og robotten.

Ensartet arbejde og store serier

Ifølge Lasse fra Flexi Metal er formålet med robotten særligt at kunne lave en svejsesøm, der er så flad, at slibning af emnerne bliver unødvendigt. Det skal blandt andet aflaste den mand, som Lasse med et smil på læben kalder "robotten inde ved siden af". På den anden side af skillevæggen står smeden Poul og sliber emner.

"Han har ikke lavet andet i de tre år, han har været her. Det er meget ensartet arbejde".

Det er netop det ensartede arbejde, som robotten skal afhjælpe, og ifølge ejer Simon Agergaard har Flexi Metal været på udkig efter en kollaborativ svejserobot det seneste års tid. Valget faldt på en RBCobot efter en gennemgående test af de emner, som robotten skal svejse. Det er netop denne emneserie, der har vokset sig så stor, at der er blevet brug for en robot igen:
 

"Det er nu 2,5 år siden, at vi kom af med den gamle. Vi solgte robotten dengang, fordi vi ikke skulle have en robot mere. Nu har vi så købt en igen. Vi havde så mange emner, som vi laver løbende - det er seriestørrelsen, der er vokset. Som du kan se bag dig, så er der nok at tage af".

Simon Agergaard peger på de mange paller med emner. De skal blive til brønddæksler – den luksustype, som man kan dække med græs eller fliser – og der ligger rigtig mange. Med andre ord, så kan robotten bare komme igang. Efter frokost er det også præcis det der sker. Smedene har øvet sig hele formiddagen på nogle af de emner, som Jes Peter havde med, og nu er tiden kommet til at lægge de rigtige emner på bordet.

Svejseemner på RBCObot svejsebordet ved Flexi Metal

Karsten monterer emnerne på svejsebordet

Fire emner kan det blive til på bordet i alt. Hvert emne er sat i en holder, som er spændt fast på bordet. På denne måde ligger emnet præcis det samme sted hver gang, og smedene kan køre det samme robotprogram igen og igen.

To uger senere

To uger efter besøget ringer jeg medeejer Jan Andersen op for at høre, hvordan det går med robotten:

"Det går godt. Den har stort set kørt siden. Den kører 8 timer om dagen i hvert fald."

Smedene er også tilfredse med robotten – selvom de ikke har lige let ved det. Derfor er Jan også glad for, at de er to smede om robotten, så de kan hjælpe hinanden i begyndelsen. Han er også glad for den løbende kontakt som han og smedene har med Jes Peter:

"Bare det, at de kan ringe når det passer dem, så hvis de lige har et spørgsmål, så kan de få svar på det over telefonen – det er altså dejligt at have den hjælp der. Det er vigtigt, når man står der, og man tror man har fået fat på det hele på undervisningsdagen, så er det ikke sikkert, man har fået fat på det alligevel."

Similar posts

Få besked, så snart der er nyt her på bloggen

Vil du modtage nyheder om RO-Buddy, friske kundecases og gode tips til kollaborativ robotsvejsning? Til meld dig her, så får du besked om de seneste nyheder.